Rikke Frost

Vi har gang i noget meget spændende…
– og er glade for at kunne fortælle om vores nye samarbejde med den anerkendte designer Rikke Frost.

I tæt samarbejde med PBJ Designhouse har hun arbejdet på en ny møbelkollektion som vi kalder Aro.

Rikke Frost er uddannet industriel designer MAA fra Arkitektskolen i Aarhus. Hun etablerede sin egen tegnestue i Aarhus i 2004. Hun driver sin tegnestue ud fra 3 dogmer:

Minimalt – Magisk – Mindful

Hendes unikke designvision og ekspertise inden for møbelverdenen vil uden tvivl tilføje en unik æstetisk og funktionel værdi til kollektionen. Vi ser frem til at præsentere denne, hvor kreativitet og håndværk går hånd i hånd.

“Design skal være relevant for den tid, vi lever i, og langt ind i fremtiden”.

Hun stræber efter at arbejde med funktionelle, langtidsholdbare designs med minimal miljøpåvirkning, og hun har altid mennesket i fokus.

Visionen er at tænke på minimering i alle aspekter af designprocessen, såsom at udnytte materialer på den bedst mulige måde, at tænke på ressourcer, fremstillingsmetoder og arbejde effektivt.

Rikke Frost reflekterer over mennesker, vores adfærd, materialer og miljøet.

Rikke Frost deler sine tanker omkring den nye serie Aro:

“Aro-serien er skabt med en ambition om at forene funktion og form i et harmonisk og indbydende udtryk, hvor hvert element i serien indgår i en naturlig og ærlig dialog med hinanden. Den cirkulære detalje, som går igen i både ben og understel på borde og opbevaringsmøbler, binder serien visuelt sammen og tilfører et karaktergivende træk, der understreger det afrundede og bløde i designet.

I de rektangulære borde har jeg arbejdet med at gøre selve udtræksfunktionen til en integreret og æstetisk del af designet. Udtræksdelen er ikke skjult, men tværtimod fremhævet som en smuk og naturlig komponent i bordets geometri. Det skaber en elegant synlighed omkring funktionen – en slags ærlig gestus, der understreger møblets fleksibilitet uden at gå på kompromis med det visuelle udtryk.

Opbevaringsmøblerne er skabt med fokus på både funktionalitet og taktilitet. Skydedørene glider ubesværet til side ved hjælp af et rundstoksgreb i massivt træ – et greb, der ikke bare er praktisk, men også giver et subtilt, sanseligt greb, man har lyst til at røre ved. Toppladen er smukt indrammet af møblets sider, som både beskytter og indrammer de genstande, man vælger at placere der. Rammen giver samtidig mulighed for materialekontraster og farvevalg, der kan tilpasses rummet og stemningen.

Aro-stolen er skabt til bevægelse og nærvær. Dens karakteristiske, cirkulære ryg gør det muligt at dreje sig naturligt i stolen og stadig være godt støttet. Ryggen inviterer til bevægelse og fleksibilitet – og stolen er let at flytte rundt på, både på grund af sin lave vægt og den måde, man intuitivt griber den i ryglænet. Det er en stol, man både sanser og bruger med kroppen.”

3daysofdesign

Aro vil blive vist frem for første gang på 3daysofdesign 2025. Vi kan næsten ikke vente med at præsentere kollektionen – så kom endelig og besøg os på Hotel Phønix – Bredgade 37, 1260 København under 3daysofdesign 18. til 20. Juni 2025.

 

Scroll to Top