Aro kollektion af Rikke Frost

Rikke Frost har delt sine tanker omkring Aro serien.

Aro-serien er skabt med en ambition om at forene funktion og form i et harmonisk og indbydende udtryk, hvor hvert element i serien indgår i en naturlig og ærlig dialog med hinanden. Den cirkulære detalje, som går igen i både ben og understel på borde og opbevaringsmøbler, binder serien visuelt sammen og tilfører et karaktergivende træk, der understreger det afrundede og bløde i designet.

I de rektangulære borde har jeg arbejdet med at gøre selve udtræksfunktionen til en integreret og æstetisk del af designet. Udtræksdelen er ikke skjult, men tværtimod fremhævet som en smuk og naturlig komponent i bordets geometri. Det skaber en elegant synlighed omkring funktionen – en slags ærlig gestus, der understreger møblets fleksibilitet uden at gå på kompromis med det visuelle udtryk.

Opbevaringsmøblerne er skabt med fokus på både funktionalitet og taktilitet. Skydedørene glider ubesværet til side ved hjælp af et rundstoksgreb i massivt træ – et greb, der ikke bare er praktisk, men også giver et subtilt, sanseligt greb, man har lyst til at røre ved. Toppladen er smukt indrammet af møblets sider, som både beskytter og indrammer de genstande, man vælger at placere der. Rammen giver samtidig mulighed for materialekontraster og farvevalg, der kan tilpasses rummet og stemningen.

Aro-stolen er skabt til bevægelse og nærvær. Dens karakteristiske, cirkulære ryg gør det muligt at dreje sig naturligt i stolen og stadig være godt støttet. Ryggen inviterer til bevægelse og fleksibilitet – og stolen er let at flytte rundt på, både på grund af sin lave vægt og den måde, man intuitivt griber den i ryglænet. Det er en stol, man både sanser og bruger med kroppen.

Scroll to Top